Hvad gør jeg, når det ikke giver mening at følge reglerne?

Hvad gør jeg, når det ikke giver mening følge reglerne?

Når fejl giver mening, og det rigtige savner mening, så laves der fejl. Også selvom ingen går på arbejde for at lave dem. Jeg er i dagens anledning brevkasseredaktør og giver et bud på hvorfor vi laver fejl - og giver fire genveje til at gøre det nemmere, at gøre det rigtigt.

Hvad er egentlig en fejl?

Er det en fejl når der ikke er partshørt i forbindelse med en anbringelse? Ja! Er det stadig en fejl, hvis forældrene samtykker? Hvis de tidligere ikke har ville tale med kommunen eller hvis kommunen har drøftet sagen med forældrene dagligt i flere dage? Eller forældrene ikke var til at kommunikere med, fordi de var stofpåvirkede? Eller bevidstløse, men helt sikkert ville have billiget at kommunen sørgede for deres barn? Eller det blev undladt fordi der også var tre andre akutte problemstillinger den formiddag? Fortsæt selv listen, for det er socialrådgiverens virkelighed.

Det juridiske svar er ”ja” i alle tilfælde. I nogle tilfælde ville man lovligt kunne have truffet afgørelse om ikke at partshøre, i nogle ville en nærmere overvejelse måske vise, at man lovligt kunne have konstateret, at der ikke var ”nye og væsentlige” oplysninger at partshøre i. Men overordnet set, er der ingen undskyldning for ikke i det mindste at have forholdt sig til partshøring i forbindelse med en afgørelse.

Det afgørende er at sikre at sagsbehandleren er så godt inde i reglen OG undtagelsen, at de kan bruge dem begge. Altså hvad er det, den gode sagsbehandler skriver, når hun fravælger børnesamtalen eller partshøringen af hensyn til barnets trivsel eller sikkerhed. For når der ingenting står, så er det en fejl - hvilket jo er lidt ærgerligt for den sagsbehandler, der faktisk havde barnets bedste for øje.

Delfejl i en hurtig afgørelse – eller ingen fejl i en afgørelse der kommer for sent?

Socialrådgiverens fokus er (heldigvis) på at sikre barnets trivsel og sikkerhed, familiens forståelse af problemerne og på at løse de mange opgaver, der ellers er i en socialforvaltning. Og her rammer vi den første problematik. Sagen er nemlig den, at man godt kan skabe sikkerhed og trivsel for et barn, uden at følge de lovlige veje derhen. Det er en af grundene til at det kan være svært at få de ekstra retssikkerhedsmæssige sagsskridt til at give mening.

Det er faktisk ikke sikkert, at du anbringer barnet forkert, hvis du ikke husker børnesamtalen eller partshøringen – men risikoen er unægtelig noget større. Og det er ansvaret for den risiko, som vi skal tale om. For der er ingen der går på arbejde for at lave fejl! Der er sagsbehandlere og ledere, som også skal have fokus på andre ting. Sagsbehandlingstider, nye it-systemer, en socialfaglig metode, andre børn, og andre forældre, efteruddannelse, kollegaens sygdom osv.

Der findes måske nogle få sagsbehandlere, der mener, at de kan lave en risikoafvejning i den enkelte sag, der fritager dem fra at overholde forvaltningsloven. Men for de fleste, er der tale om et oplevet valg mellem at sikre en løsning for to børn, i stedet for ét, før lukketid – eller bare i denne uge. Og med de briller kan partshøring virke som noget der kan fravælges for et større gode. Fordi partshøringen ikke opleves meningsfuld, men som noget der stjæler værdifuld tid før barnet kan få hjælp.

Jeg skriver hverken dette for at udstille nogen eller for at undskylde nogen. Jeg prøver at nuancere årsagerne til det, der ligger i kategorien ”fejl”. For hvis ikke det bagvedliggende rationale ved at partshøre står klart for sagsbehandleren, så vil hun foretrække at sikre to børn frem for et – og acceptere den, i hendes øjne, lille risiko.

God sagshygiene

Det er så her, vi kan låne lidt fra andre brancher (igen). Retssikkerhed er som fødevaresikkerhed: Det er ikke sikkert, at du får roskildesyge, fordi kokken ikke vasker hænder – men risikoen er noget større. Det er ikke sikkert, at du overser en vigtig oplysning, hvis du undlader at partshøre, men risikoen er noget større. Den risiko er forvaltningen ikke berettiget til at løbe på borgernes vegne. Jeg tænker, at de fleste socialchefer vil betakke sig for at rådhusets kok fravælger håndvask og tjek af køleskabstemperaturer, selv om det også er tidskrævende og besværligt.

Hvad er så løsningen? Det er rimeligt at starte med at sikre tid og plads til at kunne udføre opgaverne (ja, det er sagstal, jeg taler om). At sikre at sagsbehandlerne også ved hvordan de kan sikre fremdrift i en sag, hvor forældrene trænerer den, er en anden. Men den lavest hængende frugt er at genopfriske kendskabet til de regler, der opleves som snubletråde og gøre det mindre besværligt at overholde reglerne.

Når noget er meningsløst, er det nemmere at undlade og derfor får I her – frisk fra undervisningslokalet – nogle af de misforståelser, jeg næsten altid støder på, når jeg underviser. Måske kan du genkende dem - der plejer at sidde et par lettede kursister bagefter:

1) Partshøring skal være skriftlig! Nej, den også ske telefonisk eller på det møde man alligevel har, når bare du husker at notere det i journalen, og oplyse borgeren om at han har ret til at afgive sit svar skriftligt.

2) Partshøringsfristen er 14 dage! Nej, fristen kan tilpasses omfanget af oplysninger. Oplysningen om at mors urinprøver viser kokainmisbrug både kan og skal håndteres samme dag. En underretning fra skolen om fravær bør de fleste forældre kunne forholde sig til på stedet, eller inden for få dage.

3) Forældrene kan ikke forholde sig til alt det materiale: Så er det heldigt, at det kun er nyt og væsentligt materiale/oplysninger der skal partshøres i – ikke alting.

4) Børnesamtalen er en gentagelse af §50-samtalen. Forhåbentlig ikke, men hvis den undtagelsesvis er, så er der en § at henvise til, så man ikke skal spilde borger og kommunens tid med en gentagelse.

Min pointe er, at mange fejl begås fordi en regel opleves som besværlig, og står i vejen for den egentlige opgave. Samtidig er der i samme love anvisninger på hvordan netop dette løses. Desværre er kendskabet til disse genveje mildest talt begrænset, hvilket er ærgerligt i en sektor, der oftere end andre med rimelighed vil kunne bruge dem.

Jeg tror, der er et stort tidsmæssigt og meningsskabende potentiale i at nuancere ledere og sagsbehandleres forståelse af de anvisninger og genveje, som allerede ligger i serviceloven og forvaltningsloven. Det vil også spare os fra at lave serviceloven om, hvilket den erfaringsmæssigt sjældent bliver kortere eller mindre kompliceret af!

Tak fordi du læste med. Del og kommentér gerne – jo flere misforståelser vi finder genveje til, des hurtigere kommer vi i mål. Ikke med strategiplaner og omlægning af sagsgange, men med oplysning og meningsskabelse. Det giver også gladere medarbejdere, for de fleste vil helst gøre det rigtigt.

Denne artikel er skrevet i forlængelse af min artikel ”Hvorfor er det så svært at tale om fejl i en socialforvaltning” - Du kan læse mine tidligere artikler om sagsbehandling og arbejdet med bedre forvaltning her.